Rørstensgården, Sorø Private boliger

Rørstensgården er en moderne tæt-lav-bebyggelse bestående af 1- og 2-plans rækkehuse fra 65 til 115 m2, fordelt i to forbundne klynger. Bebyggelsen er tiltænkt en blandet beboersammensætning af børnefamilier, par, seniorer og enlige, hvor  fællesskabet og diversiteten i både boligstørrelser og -typer skal danne rammen om det gode liv generationerne imellem. Husene er i hver klynge orienteret mod et centralt placeret torv, der indbyder til ophold og leg, og som fungerer som det naturlige samlingspunkt for bebyggelsens sociale liv. Det urbane rum programmeres til forskellige aktiviteter gennem indretning og belægning, hvilket har til formål at styrke fællesskabet blandt beboerne samt indbyde til et aktivt liv.

Anvendelse

Boliger

Bygherre

Svanen Gruppen A/S

Areal

7.195 m²

Kontaktperson

Martin Schack
ms@ginneruparkitekter.dk
+45 5162 9901

Ginneruparkitekter - Rørstensgården, Sorø Private boliger

I samspil med en karakterfuld arkitektur bearbejdes uderummene ud fra bebyggelsens intention ved at indtænke attraktive fælles arealer, såsom pladser, køkkenhaver, drivhuse og andre rekreative områder, der knytter bebyggelserne sammen. Herved gives beboerne de bedste forudsætninger for at søge sammen og danne fællesskaber på tværs af generationer og interesser. Det samlede projekt skal fremstå som en helhed med relation i materialevalg, formgivning, uderum og stiforbindelser.

Arkitekturen er tænkt som en forlængelse af det urbane rum, idet mange boliger er indrettet med køkken mod egen indkørsel og dermed også med visuel kontakt til bebyggelsens samlingspunkt, torvepladsen. Dermed spejles projektets sociale vision også i den konkrete disponering af boligernes planløsning. Husene overvejes opført i varierende nuancer af rød og brun tegl for at give bebyggelsen en harmonisk og homogen karakter. De varme farver bidrager tydeligt til uderummenes skønhed, og projektet viderefører den danske byggetradition for anvendelsen af røde tegl.